Uddrag fra Breve til en ven
af Philipp Schober

Sjælen vågner

Jeg troede at være i sikkerhed!
Men noget dybt i mig glemte IKKE at spørge "Hvorfor?"
Og det var igen ubekvemt - et ubehag, angst - ja, angst for det, der ville komme!
Alligevel måtte jeg spørge "Hvorfor?"

Sjælen vågner

Jeg tænker - jeg er -, jeg er her og nu, jeg er tilstedeværen.
Jeg lever, jeg oplever.
At leve er at kunne huske, at kunne huske er at tænke og planlægge.
Tænke og planlægge er at se med ånden, at se med forstanden, at begribe det, der er umuligt at se for øjet, umuligt at gribe for hænderne, umuligt at erkende for de fem sanser.
De fem sanser forbliver ved overfladen, forstanden griber dybere ind i materien.
At tænke er at kombinere.
At huske hændelser og deres sammenføjning er erkendelse.
Jeg vågnede.
Det er ubekvemt, det er fuld af uro, det er næsten uønsket, besværligt.
Men jeg vågnede!
Jeg vil ikke længere kun tro, jeg vil vide.
Jeg vil ikke længere kun blive bedøvet med ord, jeg vil begribe, vil ikke længere leve i min forstands mørke, ikke længere lide af tvivl!

Sjælen vågner

Noget i mig er vågen og utålmodig, det gør mig stærk og svag, modig og ængstelig, og det siger "Søg!"
Jeg søgte, jeg fandt, jeg fandt mange spørgsmål! Mange spørgsmål!
På grund af det store antal af mine spørgsmål søgte jeg en, der havde svar.
Han havde ingen religion - eller alligevel -, måske alle!
Hvem ved, hvem ved!
Var han god eller dårlig, dum eller vis?
Han var der, og han sagde: "Søg i det, som du har fundet!"
Jeg søgte, og jeg fandt.
Først fandt jeg viden, som jeg havde, i hvilken jeg kunne søge.
Jeg søgte og fandt den første vished!
Noget i mig blev sig selv bevidst.
En tidligere ubevidst værdifølelse blev mig bevidst:
Jeg er virkelighed - realitet.

tilbage