Uddrag fra Karma
af Philipp Schober

Et menneske befinder sig i absolut mørke, det hører lyde, famler sig gennem rummet, gennem livet. Det møder andre mennesker, menneskene føler på hinanden og vandrer videre. Mennesket støder på vægge, og det famler forbi døre, fordi det ikke erkender dørene som det de er. På sin vandring møder mennesket en anden, der fortæller om en, som skulle have haft set farver. Den påstår, at rød er fra varm til hed, blå skulle være som kold og ren osv. Nysgerrigheden er vækket.

Mennesket, der lever i mørket, famler rundt omkring og spørger enhver: "kan du hjælpe mig så jeg kommer der eller derhen? Jeg vil gerne vide, om der virkelig findes farver." På et eller andet tidspunkt mærker det, at det bliver taget ved hånden og ført. Det lærer at se ting ved at føle på dem og tænke. Tingenes form er blevet til at erkende. Døre kan åbnes. Hænderne føres til hovedet, det berører og aner næsens, øjnenes funktion. Det hører en stemme, der siger: "Det er øjne!" Og mennesket siger "Jeg ved ikke hvad øjne er, jeg forstår ikke, hvad øjne er istand til. Jeg tror ikke at øjne kan se verdenen, som i siger det. Jeg forstår ikke, hvad det betyder, at kunne se." - osv. Og stemmen siger: "Du behøver ikke at forstå, du behøver blot forsøge på at have kraften til at åbne dine øjne." Først da mennesket havde lært at åbne sine øjne, og kunne se lyset og alle ting, kunne det også begribe, at ord aldrig ville være i stand til at beskrive den mangfoldighed, der var blevet synlig.

til Karma